1

 

 

 

Is og sne så langt øjet rækker. Verden er hvid og blå og kold. De velkendte bakker og småveje ligger skjulte. Havet er frosset fast på klipperne, som kun svagt anes bag de former, bølgerne er stivnet i. Der hænger sølvlignende rimfrost i træernes kroner, og langs skovbrynet hober snedriverne sig op og ligner nyvaskede dyner. Kun det mørkeblå hav og kystlinjens snit er uforandret – og der er stadig fugle i hækken.

   Her, hvor jeg sidder, er lyset orange og dæmpet. Det er varmt, radiatorerne står på fem, kakkelovnen buldrer afsted. Der er lavet te og bagt boller, og i stuen ligger far og venter på døden.

   Det er som at være i et minde, mens det bliver til. Som om nuet er evigt og derfor får tillagt betydning. Det er både smukt og ubærligt og udmattende. Sekunderne bærer hele tiden noget nyt med sig – en ny følelse, et nyt afsavn, en ny tanke – og sender mig fra én yderlighed til en anden.

   De andre er rolige og stille. De har fundet deres rytme, tror jeg.

   Min søster er udenfor. Hun sidder på mors aftenbænk lidt til venstre for indkørslen med sin tykke frakke på. Ingen handsker eller hue.

   Jeg sidder i køkkenet på min faste plads ved vinduet og betragter hende, imens jeg forestiller mig, hvordan vinden må føles omkring det runde ansigt. Kinderne, der bliver stive og lyserøde. Øjnene, der bliver kolde i den frostklare luft. Amalie burde faktisk se levende ud i alt det hvide. Hun burde være i bevægelse, bygge en snemand eller i det mindste ryge en cigaret og kigge over på Christiansø, der glimter i horisonten. Men det gør hun ikke. Hun sidder helt stille, som var hun en del af landskabet.

   Mor er faldet sammen i den lille sofa, som vi har hentet ned fra loftet og stillet mellem fars sygeseng og det lille bord med morfinen. Hun har et hæklet tæppe over benene og sover med et ansigtsudtryk, jeg aldrig har set før. Foran hende ligger en bog – vist nok et slags eventyr af Sjón – som hun har opgivet at læse.

   Far ligger for enden af stuen, nænsomt placeret under de farvede vinduer, og ligner næsten en, der befinder sig i en behagelig tilstand: sovende i halvmørket. Alligevel ryster kæben, og hudens farve er ubestemmelig. Hænderne er vokset markant de sidste par døgn – det første dødstegn. Næsen er også begyndt at se anderledes ud – det andet.

   Under hans åbne natskjorte stikker ribbenene tydeligt frem, huden over knoglerne minder om pergamentpapir. Når han hiver efter vejret, lyder det, som om lungerne er lavet af pap. Det er ikke lang tid siden, han havde en rund mave og et maskulint bryst. Nu er hans krop reduceret til et tyndslidt hylster, et udmattet hus, der blot holder organerne på plads. Jeg ved ikke, om det er sygdommen eller de store mængder morfin, der har frarøvet ham talen. Det er sikkert en kombination. Men det er lige meget. Jeg behøver ikke at tænke over det. Det fysiske forfald påvirker mig ikke længere. Desuden er der ikke tid til at tænke på det – det ville være at svigte ham.

   Jeg har udråbt mig selv som kurator og styrmand i hans drømmeverden. Der er mig, der navigerer hans tanker til steder, hvor livet ikke gør ondt. Det er sådan, jeg bruger min sidste tid med ham. Jeg er den velkendte stemme, en erin-dringsnavigatør af en slags. Far er fredfyldt i drømmene, og indimellem tror han virkelig, at han er afsted på en ny rejse. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Sådan håber jeg, det er. En kortvarig jubel, et billede, en følelse, der kæmper sig vej gen-nem angsten og smertetågerne. Jeg taler til ham om cirkus, om slangemennesker, russiske klovne og storbarmede kvin-der, ligesom dem han altid malede og fabulerede om med glæde i stemmen. Jeg taler om Sydamerika, Chagall og Münchhausen. Og meget om søfart. Alt det, han elsker – alt det, han oplevede, taler jeg om.

   ”Kan du huske Columbia?” spørger jeg og kigger på hans magre ansigt. Venter på øjnene, der blinker og tændes, mundvigen, der former et smil. Men det er, som om han ikke hører mig, som om smerterne holder ham fanget i et uigennemtrængeligt mørke. Jeg tager hans hånd. Den er kold og benet. Er han død?

   En sky glider væk fra solen, det grå lys forsvinder, og vintersolens stråler sitrer på stuegulvet og rammer akkurat fodenden af hans seng.

   ”Kan du huske varmen i Columbia, far?”

   Han trykker min hånd, ganske svagt, næsten umærkeligt. Jeg forestiller mig, at han registrerer lyset i rummet og mærker varmen fra kakkelovnen. Måske oplever han den som tropisk varme. Måske går han en sidste tur gennem Barranquillas gader. Husker han, hvordan vi gik der for ikke så længe siden – far og søn gennem stanken, omgivet af liv? Vores første og sidste rejse sammen. Jeg håber det. Han fortalte mig altid, hvordan han elskede at rejse ud i sine tanker, og hvordan han var med mig, når jeg rejste med rygsæk fra Mexico til Argentina.

   Et kort sekund føles det, som om vi er sammen igen, sådan som vi var i Columbia. Jeg kan mærke varmen, huske vores samtaler og den lange køretur fra Barranquilla til Poponte. Men så fyldes fars ansigt endnu engang med uro. Han slipper min hånd, fingrene bliver stive og begynder at ryste. Under de lukkede øjenlåg hopper øjeæblerne, og læberne trækker sig tilbage om tænderne. Han har ingen kontrol, og jeg kan se, hvor ondt han har.

   Jeg kalder på mor. Hun giver ham morfin, imens jeg sætter Cesária Évora på anlægget og håber, at hun vil træde ind i hans drøm og danse med ham på en af Cap Verdes beværtninger. Men Cesária bliver inde i højtalerne; hun er så tyk, at hun ikke kan komme ud.

   Smerterne har igen magten over far. Han skærer tænder, gisper og ryster på hænderne, indtil morfinen gør sit indtog. Så bliver han blød igen. Musklerne falder til ro, og åndedrættet finder atter en fast rytme, ligesom musikken.

   Jeg følger hans kampe fra sengekanten.

   Nogle er korte, andre er lange.                                  

   Man kan vænne sig til meget forfærdeligt, og man opdager, at man alligevel falder i søvn om aftenen og sover til det bliver morgen. Også dét er forfærdeligt.

   Udenfor rusker blæsten i trækronerne, og bølgerne slår ind imod klippekysten. Solen hænger lavt bag de grå skyer. Jeg tror, han fornemmer det. Jeg tror, det minder ham om oceanerne: de lange dønninger og stormene og fiskeriet. Jeg fortæller ham, at han sejler på Det Indiske Ocean, og at mor er ved hans side.

   ”Solen skinner næsten ikke,” siger jeg. ”Bølgerne er enorme, grå og hvide, og ruller ind fra styrbord. De kaster jer frem og tilbage, men I er rolige. Du er en fremragende kaptajn, og I er aldrig bange for alvor. Ikke engang i de sorte nætter, der er fulde af vind, og hvor man kun akkurat kan skimte månen bag skydækket. I er forelskede. Sjælefrænder. I håber på et barn, men I ved endnu ikke, at det faktisk er her, denne nat, jeg bliver undfanget. Det er midt i den værste storm, jeres kærlighed kulminerer.”

   Far elsker den historie. Det sydende, dødbringende ocean. Den fraværende sol, sejlskibet, kampen mod elementerne. Og mig, der bliver undfanget.

   Vi havde prøvet i tre år, min dreng. Men der skulle en kolossal storm til! Jeg har hørt den historie tusind gange. Ordene er stadig mere hans end mine, men kun lidt endnu.

 

I dag er hans drømme stille, og øjenlågene er tunge og ubevægelige. Munden er træt, halvt åben, tør. Mor drypper et par dråber koldt vand på læberne. Han stønner svagt, tungen kommer lidt frem, men så mister han pusten og synker det sidste stykke ned i madrassen. Jeg kan mærke en svag panik – hjertet, der slår, pulsen, der stiger. Jeg leder efter smilene og taler til ham, imens jeg er på udkig efter antydninger af drømmebilleder.

   ”Sover du, far?” hvisker jeg. ”Sover du? Vil du høre noget fantastisk?”

   Jeg jager en form for bevidsthed og stiller spørgsmål, men far er stille. Mor kigger på mig uden at sige noget. Jeg kan mærke hendes blik på min kind, men kan ikke dreje hovedet og møde hendes øjne. 

   ”Jeg har tænkt mig at bestige Kilimanjaro, far,” siger jeg. ”Jeg vil gå turen alene, og bagefter vil jeg rejse rundt i Afrika.”

   Mor smører læbepomade på de sprukne læber.

   ”Far?” siger jeg igen. ”Kan du høre mig?”

   ”Lad ham få lidt fred,” hvisker mor.

   Jeg tager mig sammen og ser på hende. Hun er så rolig og smuk, hendes øjne er så blå. Hun ser stadig ung og stærk ud. Alle og enhver kan selvfølgelig se, at hun er yngre end far. Der er atten år imellem dem for at være helt præcis, men indeni er hun ældre. Hun har altid været gammel, selv da hun var barn. Havde hun været ung indeni ligesom ham, var de gået fra hinanden. Faktisk havde de aldrig fundet sammen. De havde mødt hinanden, og han havde givet hende jobbet på restauranten, grangiveligt haft et godt øje til hende, inviteret hende ud og så videre, men det var blevet ved det. Jeg smiler til hende.

   ”Jeg elsker dig, far,” siger jeg vel vidende, at jeg ikke længere kan nå ham. Jeg befinder mig i de levendes verden, han har en fod i de dødes.

   Nu kommer tårerne.

   Mor aer min ryg.

   ”Så, så,” siger hun, og i samme nu misser far med øjnene. Han kan stadig fornemme hende imellem mørket og morfinen. Hun er den sidste i hans verden. Men inden længe, måske allerede i eftermiddag, forsvinder hun også, og han er alene. Med døden.

   Jeg rejser mig, så de kan være alene en sidste gang.

   Fra køkkenet slører udsigten til.

   Jeg ved ikke, hvor min søster er.

   Jeg er også forsvundet.

 

​

​

4

 

 

 

Fire dage efter begravelsen sidder jeg på bureauet. De andre farer rundt mellem kaffeautomaterne, møder og samtaler fulde af latter og hurtige bemærkninger. Lige så travle som de plejer at være, lige så optimistiske eller blege af stress, som altid – på jagt efter anerkendelse og lønstigninger. Jeg siger ikke noget. Jeg sidder foran mine skærme med hovedtelefoner på. For mig selv. Afsondret. Og alligevel har jeg aldrig fyldt så meget i et lokale. Der er et felt omkring mig, der suger al munterhed og dagligdagstrummerum ud af livet. Jeg er et forstyrrende element – et hus inden i et hus, kæmpestor og tung. Mine knogler er forurenede mursten, min hud er asbest, mit ansigt er beton.

   Alle kigger med skjulte blikke fulde af ubehag, som byggekonsulenter, der vil brænde hele grunden ned, og jeg forstår dem faktisk. Der er ingen, der kan lide den slags tragedie. Ingen, der kan lide at mærke sorg på denne måde.

   Derfor ignorerer jeg mine kollegaer, både for deres skyld og for min egen. Jeg ignorerer dem ved at overfokusere på mit arbejde. Jeg har mit hoved stukket frem, så det er omringet af de tre skærme, der fylder hele mit skrivebord, og på den måde danner de et skjold rundt om mig. Den højre skærm er min monitor, her kan man se filmen, jeg klipper. Skærmen i midten viser en timeline, hvor små visualiseringer af de klip, som filmen består af, kan ses. Skærmen til venstre er til effekter – visuelle og auditive.

   ”Ser godt ud!” er der en, der siger og klapper mig på skulderen.

   Han er en af de nyansatte, en ung fyr på min egen alder. Mit indtryk af ham er, at han er kæk og højrøstet, ikke alt for dyb, men kvik og direkte. Han er formentlig klient service manager-et-eller-andet. Jeg kender ham ikke og kan heller ikke huske hans navn. Han kigger på min monitor, der viser et ungt par, der forelskede kigger på hinanden. De spiser TicTac, står på rulleskøjter og griner fjoget. Han bliver stående, så jeg tager mine hovedtelefoner af.

   ”Tja… ” siger jeg en anelse skeptisk og smiler bredt med meget lukket mund.

   Det er en komplet latterlig produktion, blottet for ånd og idé, faktisk værre end det. Reklamen er en dårlig efterligning af en gammel Mentosreklame. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det er pinligt, at vi som bureau har produceret den.

   ”Må jeg se den fra start?” spørger han.

   Jeg er halvvejs færdig, så det giver ikke mening at se den nu. Jeg trækker på skuldrene.  

   ”Kom nu!”

   Jeg sukker og slår langfingeren hårdt ned på enter, så filmen begynder fra start. Han rynker brynene, flytter endelig hånden fra min ryg og ser på filmen med stor og alvorlig intensitet.

   ”Jeg ville nok holde klippet på pigen en anelse længere,” siger han. ”Hun er jo ret lækker. Og så finde noget andet musik. Det er godt nok tegneserieagtigt, det der.”

   ”Normalt ville jeg give dig ret, men ikke til den her film,” siger jeg.

   ”Hvad mener du?”

   ”Det er jo et plagiat, så det bedste er nok at skabe en anderledes lydside, sådan lidt plasticagtig og hurtig og også klippe den meget hurtigere.”

   ”Plagiat?”

   Han ser forbavset på mig, ulmende af påtaget mistro. Ved han ikke, at min far er død, ved alle ikke det?

   ”Af Mentosreklamen,” siger jeg. ”Det er jo den samme film.”

   ”Jeg er ikke enig,” siger han. ”Må jeg se den igen?”

   ”Nej.”

   ”Nej?” Han kigger spørgende på mig, kniber det ene øje i.

   ”Jeg skal arbejde nu,” siger jeg. ”Skal du ikke også det?”

   ”Det her er jo mit arbejde.”

   ”Vel ikke at give feedback på film, som kun er halvt færdige?”

   ”Hvorfor ikke?”

   ”Du kan se den end of day.”

   Han puster luft ud gennem næsen med en lang, tør lyd.

   ”Hvorfor er det så vigtigt?” spørger jeg.

   ”Fordi jeg har skrevet den,” siger han med en pludselig kulde i stemmen.

   ”Du er altså den nye tekstforfatter,” siger jeg. ”Jeg sender den til dig i det sekund, jeg har den færdig, okay? Det skal nok blive rigtig godt!”

   Han smiler, vender sig og går.

   ”Hvad er det nu, du hedder?” råber jeg efter ham.

   Han svarer ikke. Går bare videre, som om han ikke hørte mig.

   Den lille kontrovers har gjort mig opstemt, frydefuld. Det er uvant. Uoverensstemmelser og konflikter plejer at gøre mig utilpas. Jeg tager hovedtelefonerne på igen og stikker hovedet ind mellem de tre skærme. Jeg bevæger mig baglæns i filmen, tilbage til start, og klipper historien så hårdt som muligt. Der er ikke tid til at dvæle ved så meget som et enkelt billede, ikke engang af den smukke pige på rulleskøjterne. Alt er dumt, alt er grimt. Jeg klipper alt det fra, jeg kan. Nu møder drengen sin udkårne seksoghalvfems frames tidligere. Sidste frame fryser jeg. De smiler, øjnene er åbne og fulde af idioti. Logo og stort skilt på:

 

VIND ET ÅRS FORBRUG AF TICTAC!

SE HVORDAN BAG PÅ PAKKEN.

 

I kantinen taler en af mine kollegaer om sin musearm. Han smøger skjorten op for at vise, hvor det gør ondt. Jeg kigger på musearmen, men det eneste, jeg kan tænke på, er, hvordan det ville se ud, hvis jeg slog ham i ansigtet. Et hårdt slag lige på næsen, så blodet piblede ud og dryppede ned på hans sirligt anrettede frokosttallerken.

   ”Er du okay?” er der én, der siger og lægger hånden på min skulder.

   ”Ja!” siger jeg automatisk og lidt for højt.

   Stemmen tilhører en ung pige. Hendes ansigt forekommer mig åbent, fuld af tung medfølelse. En sart citrusagtig parfume, som blander sig med en duft af nyvasket tøj, møder mine næsebor.

   ”Jeg mener… ” siger hun og rømmer sig. ”Jeg er virkelig ked af at høre om din far.”

    Jeg har set hende før, endda lagt mærke til hende. Hendes bevægelser og hendes mørke, næsten sorte øjne, kindbenene og den lille næse, rund og barnlig, munden og hofterne. Men jeg har aldrig snakket med hende eller duftet til hende, og selvom det er en meget indbydende duft, forstår jeg ikke, hvorfor hun pludselig opsøger mig på denne måde.

   ”Det gør mig ondt,” siger hun. ”Min far døde også af kræft.”

   Hun har arbejdet her nogle måneder. Jeg tror, hun kom samtidig med den nye tekstforfatter. Alima hedder hun. Jeg kan huske hendes navn, fordi hun er en ud af to brune mennesker, der arbejder her. Den anden gør rent og hedder Mustafa. Han har en ph.d. i økonomi, men taler dårligt dansk og er heller ikke så god til at gøre rent. Men det betyder ikke så meget. Det er ikke derfor, Mustafa er her.

   Alima. Det klinger godt, et smukt navn, og jeg har flere gange fantaseret om hende. Det er altid noget med, at hun trækker mig ud på toilettet og afklæder sig, lægger sig på knæ på de hårde fliser, løsner mit bælte og krænger bukserne af. Men vi har aldrig talt sammen. I mine fantasier siger hun aldrig noget.

   ”Tak,” siger jeg, selvom jeg ikke bryder mig om opmærksomheden og ville ønske, at hun lod mig være i fred. Der er noget falskt over hendes venlighed, og hendes interesse i min tragedie er usmagelig. Hvorfor taler hun ikke med Mustafa? Han er her sandsynligvis, fordi halvdelen af hans familie er blevet bombet eller dræbt eller sådan noget. Jeg gætter på, at hans historie er langt værre end min. Hvorfor ellers gøre rent på et dansk reklamebureau, når man har en ph.d. i økonomi?

   ”Du kan da ikke sige tak, når hun fortæller dig, at hendes far er død af kræft,” siger den nye tekstforfatter.

   ”Det er lige meget, Karl,” siger hun.

   Jeg kigger undrende på ham. Karl – det er altså det, han hedder. Han ser på mig med hårde øjne og på Alima med en venlig foragt. De kender hinanden.

   ”Hvad mener du?” spørger jeg og vender mig så mod Alima. ”Sagde du, at din far er død af kræft?”

   ”Ja, men det gør ikke noget.”

   ”Det hørte jeg altså ikke,” siger jeg. ”Undskyld.”

   ”Frederiks far er også lige død af kræft,” er der en, der hvisker til tekstforfatteren, og en ordstrøm på kryds og tværs af bordet – afdæmpet, men intens – opstår ud af denne ene replik. Folk kondolerer både til mig og til Alima, mens de lægger hovedet på skrå og smiler på den der blide, ufarlige måde. Kun den unge tekstforfatter rejser sig.

   ”Det vidste jeg jo ikke,” mumler han og smider det sidste af sin frokost i skraldespanden.

​

​

​

​